Gården blev anlagt i 1990 af Saneringsselskabet og drives i fællesskab af de huse, som ligger i karreen. Da gården blev anlagt, blev hele arealet tinglyst som fællesareal, og ved tinglysningen blev der oprettet et gårdlav, som har pligt til at vedligeholde gårdanlægget.

Gårdanlægget er beplantet ud fra en plan fra professor i landskab, Jon Palle Schmidt, og gårdanlægget er præmieret af Københavns Kommune. Præmieplaketten står ved skuret midt i gården.

ORGANISATION

Gårdlavet vælger hvert år på generalforsamlingen en bestyrelse på syv personer plus 2 suppleanter, som sørger for den daglige drift og vedligeholdelse af gårdanlægget og som tager sig af alt, hvad der vedrører anlægget og de fælles faciliteter i gården.
Alle kan deltage i den årlige generalforsamling, men man kan kun stemme med fuldmagt fra ejendommen.

Alle kan stille op til bestyrelsen, forudsat at man har fuldmagt fra ejendommen. Der kan dog kun sidde en repræsentant fra hver ejendom i bestyrelsen. Gårdens beboere har adgang til bestyrelsesmøderne. Gårdlavets udgifter dækkes af ejendommene, der betaler efter etageareal.

Henvendelse til gårdlavet kan ske via E-mail.

Gårdens beboere kan naturligvis også henvende sig direkte til bestyrelsesmedlemmerne eller deltage i bestyrelsesmøderne.

I udhængs skabene som hænger på skraldeskurene, kan man se medlemmerne af bestyrelsen og deres mailadresser, samt mødedatoerne og referater fra Gårdlavsmøderne.

Hvem kan deltage i hvad?

  • Alle kan deltage i generalforsamlingen med taleret.
  • Alle kan deltage i bestyrelsesmøderne med taleret.
  • Alle kan deltage i gårdlavets fælles arrangementer, og alle er velkomne til at være med til at arrangere og rydde op.
  • Alle kan lave arrangementer i haven efter at have annonceret ved gårdens porte.
  • Alle kan bruge hele gården.
  • Alle skal tage hensyn til hinanden, når de bruger gården.
  • Alle kan placere en cykel i gårdens cykelstativer eller en cykelvogn på en af de tre cykelvogne parkeringspladser.
  • Alle skal sørge for at gården er ren, dvs at der ikke må stilles ting i gården.
  • Alle kan benytte nærhaverne, men det er de enkelte boligforeninger som skal holde orden i deres nærhave. Nærhaverne må ikke bruges til at opbevare ting og sager.
  • Alle skal deltage i at placere affald på de rette steder, i skraldeskurene og storskraldsrummet.

Gården er vores fælles have – og vi skal sammen passe på den og de fælles ting, som træer, planter, plæner, havemøbler, legeredskaber, skraldeskure mm.

Booking af gården

Beboere kan booke Nord- og Sydgården online her ...

Gårdlavet Amagergade-karreen

Dette er Gårdlavet Amagergade-karreens’ officielle hjemmeside. Gårdlavets navn er »Amagergade-karreen«. Dets hjemsted er Københavns kommune.

Ifølge paragraf 2 er gårdlavets formål: »Gårdlavets formål er at overtage, administrere og drive, herunder ren- og vedligeholde, de til ovennævnte ejendomme hørende fællesarealer og anlæg og varetage medlemmernes fælles interesser hermed.«

www.amagergadekarreen.dk beskriver gården som ligger i karreen Amagergade – Sofiegade – Prinsessegade – Torvegade.

Gårdlavets vedtægter kan læses her som PDF.

Tegning af Amagergadekarreen